My Morning Jacket har de senere år opdateret og glaseret sydstatsrocken tilsat kløgt og kreativitet, og de småpsykedeliske dagdrømmere fra Louisville, Kentucky fortsætter det inspirerede ærinde med ’Circuital’, der er slængets hidtil mest strømlinede og storladne udspil.
Åbningsnummeret ’Victory Dance’ slår den episke grundtone af som en dragende stemningsfuld blanding af The Allman Brothers og Pink Floyd, men selv om kvintettens sjette album er relativt ensartet for My Morning Jackets ofte så spraglede standard, så har bandet ingenlunde mistet tendenserne til overrumplende udskejelser.
Besjælet univers
Navnlig den bizart groovy ørehænger, ’Holdin’ On to Black Metal’, er et vellykket eksperiment komplet med børnekor, mens frontmanden Jim James understreger, at han ejer en af de smukkeste stemmer i moderne rock’n’roll på den anderledes traditionelle countryballade, ’Wonderful (The Way I Feel)’, der viser My Morning Jackets nænsomme Neil Young-side.
LÆS OGSÅ: MY MORNING JACKET: OPTUR MED AMBITIONER
Bundsolide ’Circuital’ savner måske nok flere magtfulde supersange, og skiven markerer ingen afgørende udvikling i orkesterets besjælede univers, men i form af formfuldendte 45 minutter har My Morning Jacket atter leveret en vedkommende lytteoplevelse, der ærer d’herrers musikalske arv og fører den dygtigt og troværdigt videre.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.