Død legende som aldrig før

Excentriske Bonnie 'Prince' Billy udgiver skævt mindesmærke over idolet Merle Haggard

Bonnie 'Prince' Billy alias Will Oldham har også indspillet sange af blandt andre AC/DC og The Everly Brothers. Foto: Drag City
Bonnie 'Prince' Billy alias Will Oldham har også indspillet sange af blandt andre AC/DC og The Everly Brothers. Foto: Drag City

Bonnie 'Prince' Billy: 'Best Troubador' (Domino/Playground) Ude 5. maj

Da Bonnie ’Prince’ Billy gik i gang med ’Best Troubador’, var det ment som et hyldestalbum til en levende legende. I stedet blev det til en død legende.

Giganten Merle Haggard stillede cowboystøvlerne i foråret 2016 efter lang og tro tjeneste indenfor countrymusikken, og nu er ’Best Troubador’ et skævt mindesmærke over en af genrens største.

Prinsen på charmeoffensiv

Bonnie ’Prince’ Billy alias Kentuckys helt egen Will Oldham er i vanlig løjerlig stil ude i et excentrisk ærinde, når han kærligt nærmest punkterer både klassikere og kuriositeter fra forbilledets omfattende katalog.

Oldham og hans medsammensvorne musikanter betoner de jazzede elementer i Haggards mandige sange, der tilføres en anderledes feminin og sart tone af den gådefulde tilbeder.

’Haggard (Like I’ve Never Been Before)’ kunne stå som overskrift for projektet, og selve det i forvejen ret særprægede nummer serveres i et for Oldham ganske karakteristisk svalende på grænsen til henslængt arrangement.

Den pudsigste prins

Tonen er generelt døsig, mens udbredt brug af blå saxofon understreger den afslappede atmosfære på et album, der tilsat underspillet særpræg munder ud i endnu en konsekvent afvigende udgivelse fra eneren.

Haggard døde på sin 79 års fødselsdag, og hvis oldtimeren havde overlevet den lungebetændelse, så er det muligt, at Oldham havde taget livet af ham med ’Best Troubador’.  

Coveret til Bonnie 'Prince' Billys nye album, 'Best Troubador', der har en spilletid på 56 minutter.
Coveret til Bonnie 'Prince' Billys nye album, 'Best Troubador', der har en spilletid på 56 minutter.