Dødtrist: Springsteen er fortabt

Det amerikanske ikon har indspillet 'Western Stars' live i sin lade, og der burde sangene være blevet

Bruce Springsteen, som for nylig fyldte 70, forventes at tage på turne med populære E Street Band næste år. Foto: Rob DeMartin/Warner Bros.
Bruce Springsteen, som for nylig fyldte 70, forventes at tage på turne med populære E Street Band næste år. Foto: Rob DeMartin/Warner Bros.

Bruce Springsteen: 'Western Stars - Songs from the Film' (Columbia/Sony) Ude 25. oktober

For et par år siden dukkede der en pudsig historie op om Bruce Springsteen, som blev samlet op af en flok bikere, efter han var strandet på en landevej med sin døde motorcykel i hjemstaten New Jersey.

Musikalsk formår rockhelten heller ikke at kickstarte karrieren.

Se også: Håbløs: Springsteen kvajer sig

I årtier har Springsteens udgivelser været inspirationsforladte udflugter i hans stadigt mere udvandede univers, men han tog en overraskende afstikker på sommerens ’Western Stars’.

Det viste sig dog at være en blindgyde.

Legenden lagde sig i baghjulet på Glen Campbells strygerindsmurte og glinsende countrypop fra Los Angeles, men vellyden var et akavet match for Springsteen, der smeltede i den californiske sol.

Samme vildspor
Ikke desto mindre fortsætter han udad samme vildspor på livepladen ’Western Stars - Songs from the Film’, der, som titlen mere end antyder, indeholder sangene fra en koncertfilm, Springsteen har lavet, fordi han fornuftigt nok valgte ikke at turnere med repertoiret.

Albummets 13 numre er indfanget i en lade på Springsteens ejendom, men alligevel fremstår han nu ikke hjemmevant i spidsen for et orkester, der sovser veteranens stereotype fortællinger fra hans endeløse highway ind i afvæbnende glasur.

Til premiere på 'Western Stars' med datteren Jessica Springsteen og hustruen Patti Scialfa. Foto: Ritzau Scanpix
Til premiere på 'Western Stars' med datteren Jessica Springsteen og hustruen Patti Scialfa. Foto: Ritzau Scanpix

Det er nærmest befriende, når ’Somewhere North of Nashville’ holdes så relativt rustikt, at det vækker minder om gigantens gamle hovedværk, ’Nebraska’, hvor karaktererne i hans sange stod i hjerteblod og ikke sirup til knæene. 

Se også: Springsteen i sorg: Jeg er helt knust

Springsteen synger marginalt mindre kandiseret på liveindspilningerne, og det får flere af numrene til at virke mere levende, men de få gange Patti Scialfa høres i baggrunden har til gengæld karakter af en ladeports knirken i vinden.

Coveret til ’Born in the U.S.A.’ havde Springsteens buksebag i centrum. På ’Western Stars - Songs from the Film’ klinger han hult, som var han en reklamesøjle for Levi’s.

Se også: Løbet er kørt: Springsteen er færdig

Sidst på skiven crooner han Campbells glansnummer, ’Rhinestone Cowboy’, men det er mat karaoke fra en mand, der burde vide bedre.

Han har lavet endnu et album, som ikke er værd at samle op.

Coveret til Bruce Springsteens nye koncertoptagelse, der indeholder 14 sange og har en spilletid på 57 minutter.
Coveret til Bruce Springsteens nye koncertoptagelse, der indeholder 14 sange og har en spilletid på 57 minutter.
 

79 kommentarer
Vis kommentarer