Oasis er opløst, Travis kan knap fylde en pub, og Radiohead har mistet melodien. Tilbage står Coldplay som de store britiske folkeforførere, og noget kunne tyde på, at kvartetten fra London bliver stående.
Coldplay går nemlig heller ikke kolde på karrierens femte studiealbum, nydelige ’Mylo Xyloto’, der trods den kryptiske titel er et såre uprætentiøst og umiddelbart iørefaldende udspil, som luner i efterårskulden.
Hånden på hjertet
Chris Martin har atter højt til loftet og hånden på hjertet gennem en stribe kærlighedssange, hvor bandet som så ofte før rækker ud efter euforien, men energiske højdepunkter som ’Hurts Like Heaven’, ’Charlie Brown’ og ’Every Teardrop Is a Waterfall’ nøjes dog med at være opløftende.
Man kan allerede forestille sig en fyldt Parken - eller CASA Arena - skråle med på de romantiske slagsanges omkvæd i salig fadølsrus, og lighterne - eller telefonerne - vil utvivlsomt blive rakt mod aftenhimlen under balladerne ’Us Against the World’, ’U.F.O.’ og ’Up In Flames’.
Duet med Rihanna
I samarbejde med legenden Brian Eno har Coldplay fået en mere markant elektronisk puls på bombastiske og luftige ’Mylo Xyloto’, og navnlig den ganske vellykkede Rihanna-duet, ’Princess of China’, understreger, at gruppen forstår at fremtidssikre sig i form af syntetisk mulat-R&B, der ikke får blegansigterne til at miste ansigt.
Endnu et driftsikkert album fra et endeløst sympatisk orkester, der uden at lave stor kunst mestrer kunsten at lave dynamisk dagligdagspop.
