Antony Hegarty har skiftet både køn og navn. Nu skifter den engelske sanger såmænd også stil.

Antony er blevet til Anohni, han er blevet en hun, og den før så højromantiske kammerpop erstattes delvist af en dansabel, elektronisk sound på det stærkt politisk motiverede album ’Hopelessness’.

Se også: Den sorte svane

Tilsat en slags forfriskende naivitet klarer Anohni verdenssituationen i et frygtløst lune, der gør kompromisløse ’Hopelessness’ til en ganske usædvanlig og opsigtsvækkende udgivelse.

Hun lyder som en aparte blanding af Boy George og Scott Walker på radikalt direkte poesilinjer, der sætter spørgsmålstegn ved blandt andet krigen mod terror, Barack Obama og overvågningssamfundet.

I både kærlighed og krig
Musikalsk samarbejder Anohni med Hudson Mohawke og Oneohtrix Point Never, der leverer en noget ujævn indsats.

Lydkulissen på sange som ’Drone Bomb Me’ og ’Execution’ fremstår sært akavet og efterlader Anohni underligt uvedkommende og distanceret, men de mere konventionelt arrangerede ballader ’Watch Me’, ’Why Did You Seperate Me from the Earth?’ og ’I Don’t Love You Anymore’ fungerer betydeligt bedre.

Se også: Hjerter dame

Anohni har dannet skole med sit intimt skælvende croon, der viser sig at være et effektfuldt våben i både kærlighed og krig, og når hun undskylder for alverdens synder på nænsomme ’Crisis’, er det da lige før, FN må overveje at bruge hende som fredsmægler.

Hun genopstår nok som Jesus næste gang. Man glæder sig jo allerede.