Endnu en stensikker sællert fra Adele

Men næste gang må damen med de gyldne stemmebånd gerne tage lidt flere chancer

'25' følger uden slinger i valsen opskriften fra millionsuccesen '21' (Foto: Bulls)
'25' følger uden slinger i valsen opskriften fra millionsuccesen '21' (Foto: Bulls)

 
Adele: '25' (XL/Playground) udkommer 20. november

Adele Laurie Blue Adkins eller blot Adele blev nærmest et fænomen med sit forrige album ’21’, der endte med at sælge 30 millioner eksemplarer og næsten egenhændigt reddede en synkende musikindustri. Måske fordi det var en af den slags plader, som alle kunne mødes om, da håndværket i den grad var i orden og fruentimmeret kunne synge sine hjertesorger ud med så stor gennemslagskraft at alle kunne være med. Og så rummede den også en enkelt nyklassiker i form af ’Rolling in the Deep’.

Men selv om der var tale om en break-up plade, havde man ikke følelsen af, at der for alvor var noget på spil på samme måde som eksempelvis hos Amy Winehouse, hvor hver eneste strofe emmede af levet liv. Det var pænt, nydeligt og i orden. Hverken mere eller mindre.

Adele mobbes for oldgammel mobil

Med succesen in mente er der ikke noget at sige til, at Adele følger nogenlunde samme opskrift på ’25’ (selv om hun altså er blevet 27 år i mellemtiden), hvor hun igen har allieret sig med en lang række leveringsdygtige popsnedkere og producere som Greg Kurstin, Max Martin og Paul Epworth.

Den eneste, der virkelig stikker ud, er Danger Mouse, hvis bidrag ’River Lea’ (om rødderne i Tottenham) – med afstand det det bedste nummer her. Selv om Martins ’Send My Love (To Your New Lover)’ også vinder point på en ret raffineret produktion og ’When We Were Young’ er simpelthen bare en god sang, uanset hvordan man vender og drejer det, som også fint indrammer pladens gennemgående tema – en let nostalgisk afsked med sin egen ungdom.

Adele er tilbage: Så har vi balladen

’25’ kan (lige som ’21’) ikke sige sig fri for en lovlig høj procentdel af generiske, overlæssede ballader, men som helhed betragtet er det en plade, som de fleste vil kunne lide, færre vil elske og ingen hade. At damen er udstyret med et par gyldne stemmebånd, hersker der ingen diskussion om, men når hun nu laver ’29’, ville det altså være forfriskende, hvis hun tog lidt flere chancer.