Mens flere af de europæiske monarkier efterhånden minder om en gakket blanding af realityshow og anakronisme, så er popcountryens dronning på vej ned af tronen, som en afdanket rodeorytter forlader en præmiehingst.
Shania Twain abdicerer reelt med ‘Queen of Me’, der er et hult klingende ekko af sangerindens storhedstid, hvor hun i øvrigt heller ikke havde megen substans under cowboyhatten.
Canadierens svulstige blanding af Dolly Parton og Bon Jovi gjorde hende til en nærmest hensynsløs hitmaskine i navnlig sidste halvdel af 1990’erne, hvor blockbusteren ’Come On Over’ blev et af historiens mest succesfulde album med svimlende 40 millioner solgte compact discs.
Føles perverst
Shania Twain er forløberen for Taylor Swift, men nu halser hun uværdigt efter ungdommen, og det føles faktisk perverst, når den 57-årige veteran prøver at lyde som en på 17 til teenagetonerne af ’Pretty Liar’.
Entertaineren fortsætter bevidstløst i den hårdtpumpede stil, der gjorde hende til superstjerne for flere årtier siden, så ‘Queen of Me’ er silikonecountry blottet for basal humanitet, nærvær og varme.
Åbningsnummeret ’Giddy Up!’ stræber efter samme spjættende spændstighed som Shania Twains gamle kæmpehit ’That Don't Impress Me Much’, men ellers er der stort set intet, der imponerer ret meget.
Materialet er mekanisk, og det er med lignende forudsigelig trummerum, at albummets singleforløbere er floppet på linje med hendes forrige udspil, comebackpladen ’Now’ fra 2017.
I musikverdenen vælter folket dronningen.
