Father John Misty blev så hip med ’I Love You, Honeybear’, at han næsten holdt op med at være hip.
Albummet var voldsomt overvurderet, og hvis den amerikanske troubadour formår at forblinde ligeså mange med opfølgeren ’Pure Comedy’, så har vi altså at gøre med en fidusmager af hidtil uset format.
Humoristens største talent er afgjort, at han har overbevist en halv musikverden om sine fortræffeligheder, der dog atter er til at overhøre på satiriske sange, som man hverken kan more sig over eller tage alvorligt.
Father John Misty alias 35-årige Josh Tillman støtter sig til 1970’ernes nordamerikanske sangskrivertradition, som en fuld sjuft læner sig op ad en lygtepæl, men ’Pure Comedy’ savner afgørende substans, raffinement og variation.
Slæbende tempo
Spilletiden på 74 minutter er udtryk for grotesk storhedsvanvid, men ganske paradoksalt er det pladens to længste numre, der er mest vellykkede.
Navnlig 13 minutter lange ’Leaving LA’ er velskrevet, og skæringen strejfer en bevægende tone i den episke dagbogsform, som ligesindede Mark Kozelek dog behersker med et mere personligt udtryk.
’So I’m Growing Old on Magic Mountain’ kanaliserer Neil Young gennem 10 minutter, og det er da ikke dårligt, men hvorfor så ikke bare høre ’On the Beach’?
Adskillige af albummets øvrige numre kommer ingen vegne i et slæbende tempo, hvor Elton John spøger på pianodrevne tilforladeligheder som ’Ballad of a Dying Man’ og titelnummeret.
Han har gjort det igen.
