Født kultklassiker

Canadiske Destroyer ryster igen posen med mageløst resultat

Dan Bejar alias Destroyer lyder på sit tiende album stadig ikke som andre - heller ikke sig selv. (Foto: PR-Foto)
Dan Bejar alias Destroyer lyder på sit tiende album stadig ikke som andre - heller ikke sig selv. (Foto: PR-Foto)

 
Destroyer: 'Poison Season' (Dead Oceans/Playground)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Den 42-årige canadier Dan Bejar, som er enehersker i bandet Destroyer (han har sideløbende en karriere i de noget mere regelrette og demokratisk anlagte The New Pornographers), har blot et enkelt credo, når han laver musik: ’Jeg ønsker at begynde forfra hver gang’. Hvilket sandsynligvis er årsagen til, at ingen album med Destroyer lyder blot tilnærmelsesvis som det foregående.

Se også: Når livet banker hårdt på

Og selv om han fik et mindre gennembrud med 2011’s mesterlige ’Kaputt’, der blandede 70’ernes californiske softrock med pastelfarvet synthpop og midnatsjazz, skifter han igen kurs på aktuelle ’Poison Season’, der på vanlig, krøllet vis blander et væld af stilarter fra barokpop (’Solace’s Bridge’) over Springsteen-agtig hymnerock (’Dream Lover’) til mangefacetteret  vellyd à la Steely Dan (’Midnight Meet the Rain’), så man som lytter skal være på tæerne, hvis man vil følge med.

Se også: Tag med på et trip

Men selv om Destroyer er glad for svinkeærinder og ’Poison Season’ ikke er helt så lækkert imødekommende som forgængeren, er der stadig tale om musik af den allermest gavmilde slags, hvis uhørte kompleksitet og skønhed blot bliver ved med at give, des mere man lytter. Lige som ’Kaputt’ en født kultklassiker, som både feinschmeckere og almindeligt nysgerrige også vil finde frem til om 10 og 20 år. Tidløst kunne man også kalde det.

Destroyer spiller i Pumpehuset, København, 20. november

0 kommentarer
Vis kommentarer