Kurt Vile er både sjusket og forpjusket, og begge dele udgør en væsentlig del af den amerikanske rockers sært tiltalende og skødesløst charmerende univers.
Syrehovedet har dog tidligere haft svært ved at finde en fuldendt balance mellem sin henkastede tilgang til metieren og den rette dosis af disciplin, men det går bedre end nogensinde på hans sjette album, pragtfulde ’B’lieve I’m Goin Down…’.
Sangskriverens gamle makker i The War on Drugs, Adam Granduciel, slog helt igennem med sidste års ‘Lost in the Dream’, og denne gang har Vile også skæringerne, der burde få selv sarte ører til at blafre af fryd.
Åbningsnumrene ’Pretty Pimpin’, ’I’m an Outlaw’ og ’Dust Bunnies’ er sprøde eksponenter for Viles herlige evne til at få den klassiske rocksound af Tom Petty og Neil Young til at tumle omkring på prærien med skramlede indfald fra den slacker-stil, som Beck og Pavement faldt over i 1990’erne.
Herefter vender dagdrømmeren sig dog ind i sig selv, og tilsat stenet sårbarhed funderer han over tilværelsens små og store mysterier på småpsykedeliske og overvejende akustiske sange, der er langt mere gennemarbejdede, end de umiddelbart giver udtryk for.
Flere ballader trækker lytteren langt ned i et hypnotisk lydbillede, man saligt kan fortabe sig i, mens Vile stræber efter en magisk dimension, som han strejfer med sin gådefuldt ubesværede lethed på underskønne numre som ’Lost My Head There’, ’Stand Inside’ og ’Wheelhouse’.
Store dele af ’B’lieve I’m Goin Down…’ er så intim, at det umiddelbart virker som om, at det ikke var meningen, at nogen skulle høre numrene.
Det er en sjælden kvalitet, men selv Viles legende uskyld kan ikke dække over, at han vitterligt har strammet sig an denne gang.
