Formidabel rockmama sviner Trump

Den amerikanske sangskriver Lucinda Williams ser rødt på hadske sange om den orange præsident

Lucinda Williams er datter af litteraturprofessoren og poeten Miller Williams, som døde af Alzheimers sygdom i 2015. Foto: Danny Clinch
Lucinda Williams er datter af litteraturprofessoren og poeten Miller Williams, som døde af Alzheimers sygdom i 2015. Foto: Danny Clinch

Lucinda Williams: 'Good Souls Better Angels' (Highway 20/Border) Ude 24. april

Det er de færreste, der udsender karrierens mest uforsonlige og intense album i en alder af 67.

Men det gør Lucinda Williams i form af bemærkelsesværdige ’Good Souls Better Angels’.

Se også: Jysk festival saboterede hovednavn

Den amerikanske sangskriver fyrer op under flammende poesilinjer og musikalsk bål og brand, som trådte hun frem fra siderne i Det Gamle Testamente. Et nummer hedder ’Pray the Devil Back to Hell’, og sådan lyder det virkelig.

Williams er vred på meget, men mest af alt på Donald Trump. Nærmest hadske sange som ’You Can’t Rule Me’, ‘Bone of Contention’ og især ‘Man Without a Soul’ er ikke til at tage fejl af, men de er samtidig ukonkrete nok til, at de også kan handle om verdens næste magtsyge demagog.

Forrevet stemme
Veteranen fra Louisiana har primært gjort sig gældende inden for country, rock'n'roll og folk, men ’Good Souls Better Angels’ er dybest set et skingert bluesalbum.

I et skramlet og råt lydbillede, hvor guitaristen Stuart Mathis slår gnister, går Williams frygtløst til værks på flere flintrende sange som blandt andre ’Wakin’ Up’, der harcelerer over hustruvold.

Se også: Hjerteblod fra gammelt sår

Undtagelsesvis skinner håbet igennem på ’When the Way Gets Dark’ og afsluttende ’Good Souls’, men størstedelen af de 59 minutter sitrer tilsat en desperation af håbløshed.

Se også: Mageløs rockmama

Williams snerrer med en forrevet stemme, der indikerer, at hun har fået pigtråd i stedet for paraplyer i sine cocktails de seneste årtier.  

Hun har aldrig haft mere at sige. Og hun skriger det ud.

Coveret til 'Good Souls Better Angels', som er produceret af Ray Kennedy, Tom Overby og Lucinda Williams selv.
Coveret til 'Good Souls Better Angels', som er produceret af Ray Kennedy, Tom Overby og Lucinda Williams selv.
 

669 kommentarer
Vis kommentarer