Ulykkelig kærlighed er ikke ligefrem et jomfrueligt emne i poppens verden. Bestemt heller ikke for Lana Del Rey, der atter er helt alene i dobbeltsengen på sit ottende album, ’Blue Banisters’.
Indledningsvis er hendes dekadente iscenesættelse pirrende med suggestive ’Text Book’, ’Arcadia’ og titelnummeret, hvor den filmiske chanteuse vrider sig længselsfuldt i lagenerne i en dragende lydkulisse.
Inden man når halvvejs gennem det overlange albums 62 minutter, føles Del Reys begær efter den store kærlighed - eller bare en lille elsker - imidlertid, som når man ikke kan slippe af med en liderlig kat.
Musikalsk står den 36-årige newyorker også stille. Eller hun ligger snarere henslængt i sin døsige sound, der præsenterer divaen i spartanske arrangementer med piano som primært instrument.
En dårlig joke
Albummet skriger på kontraster, og kun momentvis liver et intermezzo af Ennio Morricone op i tristessen.
Del Rey skriger også på atypiske ’Dealer’, der er en skinger duet med Miles Kane.
Sangen fremstår som en dårlig, indforstået joke, og det er noget sjovere, når verdensstjernen kommenterer internettets reaktion på hendes vægtforøgelse med ’Black Bathing Suit’, hvor hun oplyser, at en sort badedragt er det eneste, hun stadig kan passe.
Tematisk har Del Rey unægtelig ikke vokseværk, men hun er blevet en mere subtil og forfinet tekstforfatter, hvilket er tiltrængt på en plade, der er så nedtonet, at det nærmest har karakter af digtoplæsning.
Man kunne også kalde det en poetisk kontaktannonce. Lad os håbe den bærer frugt.
