Gode gamle New Order

Der er ingen ny dagsorden, når veteranerne gør comeback efter ti års pladepause

New Order med Bernard Sumner i spidsen - englænderne støver deres elektroniske sound af. (Foto: Mute)
New Order med Bernard Sumner i spidsen - englænderne støver deres elektroniske sound af. (Foto: Mute)

New Order: 'Music Complete' (Mute/Playground) Ude fredag 25. september

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Music Complete’ er New Orders første album uden bassisten Peter Hook, men det kan man ikke høre. Nærmest tværtimod.

På åbningsnummeret ’Restless’ spiller afløseren Tom Chapman baslinjer, der er så karakteristiske for forgængeren, at det faktisk virker som en pervers hån af Hook, der forlod popgruppen under stor dramatik.

Se også: Monument over musikfabrikken

De senere år har Hook lettere tragisk rejst verden rundt med Joy Divisions klassikere, men uden at sætte en ny dagsorden, så ser New Order heldigvis fremad på solide ’Music Complete’, der er veteranernes første album i ti år.

Bandet fra Manchester var i 1980’erne blandt de første til at trække dancekulturen ind på popscenen, og efter et par relativt guitardominerede plader i begyndelsen af årtusindet vender de tilbage til den banebrydende formular, som pudses af i et glinsende lydbillede.

Iggy Pop overrasker
Bernard Sumners som altid sært provokerende tekster gennemsyrer ’Plastic’ med ætsende sarkasme, men på overfladen er det Giorgio Moroder-bunkende disconummer effektivt nok til, at den aldrende fanskare kan proppe det i ørerne, når ølmaven skal svedes væk i fitnesscenteret.

Tom Rowlands fra The Chemical Brothers sætter som producer diskrete fingeraftryk på bombastiske ’Unlearn This Hatred’ og ’Singularity’, men trods gæsteoptrædener fra The Killers’ Brandon Flowers og La Roux er New Order tydeligvis ikke ude på at påvirke deres sound radikalt.

Se også: Legenderne nægter at dø

Undtagelsen er albummets mest bemærkelsesværdige indslag, ’Stray Dogs’, hvor Iggy Pop spreder urovækkende vibrationer med en filmisk talestrøm, der vitterligt vender vrangen ud på New Orders følelseskolde verden.  

30 år efter briternes storhedstid stræber de forgæves efter fordums ekstatiske øjeblikke, men modsat Hook bevarer de værdigheden på et habilt comeback, der minder om alle pionerernes kvaliteter i poppens gamle første division.

1 af 3 (Foto: Mute)
2 af 3 Coveret til New Orders 10. studiealbum, 'Music Complete', der indeholder 11 overvejende lange numre.
3 af 3 New Order med Bernard Sumner i spidsen - englænderne støver deres elektroniske sound af. (Foto: Mute)
4 kommentarer
Vis kommentarer