Guitargeni er en kæmpe spade

Ekvilibristen Jeff Beck udsender forkvaklet makværk med den ukendte duo Bones

Jeff Beck flankeret af sanger Rosie Bones (til venstre) og guitarist Carmen Vandenberg. Foto: Ross Halfin
Jeff Beck flankeret af sanger Rosie Bones (til venstre) og guitarist Carmen Vandenberg. Foto: Ross Halfin
Følg Musik
Følg INTL. Album-anm.

Jeff Beck: 'Loud Hailer' (Rhino/Warner) Ude 15. juli

Når historiens største rockguitarister rangeres, så blander Jeff Beck sig sædvanligvis med Jimi Hendrix, Eric Clapton og Jimmy Page i topstriden.

Efter en pladepause på seks år rammer Beck dog bunden med ’Loud Hailer’, der er endnu et skrækeksempel på, at legenden fra London ikke aner, hvordan han skal administrere sit fantastiske talent.

Klap du bare i Clapton

I en alder af 72 har Beck allieret sig med den upåagtede engelske pigeduo Bones, hvis sangerinde, Rosie Bones, leverer vrængevokaler til et anstrengende albumprojekt, som fremstår fuldkommen planløst.

Sangskrivningen er skitsepræget og skabelonagtig, men henover enerverende og skamløst anmassende grooves understreger Beck flere gange, at han stadig er en kraftfuld og teknisk blændende guitarvirtuos med den velkendte, skarpe tone intakt.

Veteranens bluesbaserede stil er imidlertid malplaceret i et kikset, teknologisk lydbillede, hvor talrige prøver på opblæst svulstighed gør affæren til en lektion i dårlig smag.

Guitargudernes helt er død

Beck fuldender makværket ved sporadisk at trække sin forkvaklede civilisationskritik ned over miseren, der mod slut kammer helt over i frygtelig funk i form af ’O.I.L. (Can’t Get Enough of That Sticky)’. Bare titlen!

Tre svage ballader fungerer ikke desto mindre som tiltrængte åndehuller, men da Beck citerer Hendrix på ’Scared for the Children’ - bare titlen! - mindes man om, at for rockstjerners eftermæle er det en fordel at dø ung.  

Jeff Beck i 2010 - englænderen regnes som en af rockverdenens bedste guitarister. Foto: AP
Jeff Beck i 2010 - englænderen regnes som en af rockverdenens bedste guitarister. Foto: AP
 

Mere fra Ekstra Bladet+

Hun undskyldte kun oprigtigt, da hun hostede

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind