Harmløs Springsteen

Bruce Springsteen er en stor sangskriver, der har mistet evnen til at skrive store sange. Ikke siden ’Tunnel of Love’ fra 1987 har han leveret i mesterklassen, og ’Wrecking Ball’ er endnu et album, hvor middelmådigheden regerer.

Veteranen maser på i vanlig velmenende stil, men det er som at overvære en legendarisk angriber svede forgæves uden mål i karrierens efterår, og 62-årige Springsteen er som et anden formsvagt ikon, Neil Young, ved at være klar til oldboysholdets udskiftningsbænk.

Bob Dylan skriver heller ikke klassiske sange længere, men hans album lyder i det mindst fortræffeligt, hvilket man bestemt ikke kan sige om ’Wrecking Ball’.

Nærmest kitschet
Springsteen har allieret sig med produceren Ron Aniello, der er ukendt for sit arbejde med en stribe mainstream-bands, og sammen har de to skabt en pompøs og nærmest kitschet sound, hvor blæsere og strygere har klang som keyboards.

Atter synger folkehelten fra New Jersey hæst om Amerikas forfald, men hvor hovedværket ’Nebraska’ var så autentisk, at man kunne lugte mandens armsved, så stinker ’Wrecking Ball’ af billig deodorant, og i stedet for harm fremstår Springsteen harmløs.

Lille højdepunkt
Flere af numrene er påvirket af keltisk folk på linje med ’We Shall Overcome: The Seeger Sessions’, og især ’Easy Money’ har potentiale, men skæringen er pakket ind i så meget plastik, at det føles som at være på en af de skotske turistpubber midt i København.

Springsteen eksperimenterer med hiphop på ’Rocky Ground’ uden effekt, og det siger bekymrende meget om det jævne niveau, at albummets slagkraftige titelnummer er så lille et højdepunkt, at det aldrig bør komme i betragtning til den næste ’Best Of’.

Heller ikke hvis den bliver med to cd’er.