Statistisk set er det meningen, at aldrende rockbands skal blive værre og værre. Specielt efter en gendannelse forfalder før så medrivende foretagender som oftest til uinspireret selvsving.
Dinosaur Jr. fortsætter imidlertid med at forsage konventionerne, og på ’Sweep It Into Space’, der er trioens 12. album og femte siden comebacket i 2005, fremturer de i forrygende form ved hjælp af ungdommelig virkelyst og et fuldvoksent overblik.
Sjælden rockdinosaur nægter at uddø
Frontmand J Mascis skilter ikke med sine kvaliteter, men der gemmer sig fængende popsange med pragtfulde melodier under antiheltens flossede guitarhærg og snøvlede hvineri af en uforlignelig stemme.
Afsindige soloer
Tågede ørehængere som ’I Ain’t’, ’I Ran Away’ og ’And Me’ fejer gummiskoene væk under lytteren og blæser hjernen ud tilsat tornadolignende iver, og på navnlig ’Hide Another Round’ og glammende 'I Met the Stones' truer afsindige soloer med at hvirvle gruppens orkanagtige sound helt ud af kontrol.
Veteranerne fra Amherst, Massachusetts udvikler sig ikke radikalt på ’Sweep It Into Space’, men de konsoliderer deres udtryk med gnist og gejst og håndhæver faste kendetegn som Murphs primitive hulemandstrommer.
Hardcore: Rockere vi aldrig glemmer
Bassist Lou Barlow bidrager som så ofte før med et par indslag, der skaber kontrast til Mascis’ fræsende sange, og Barlows to poetiske bidrag fungerer efter hensigten på et gennemarbejdet album.
Knap 40 år efter medlemmerne mødtes i high school, består de med glans. Det er ved at være på tide, de begynder at kalde sig Dinosaur Sr.
