Den store kærlighed har altid været populærmusikkens omdrejningspunkt, og Camila Cabello mener også, hun kan byde ind med visdom på området, der jo ellers er blevet gransket eftertrykkeligt gennem generationer.
Sangerinden kalder sågar sit nye album ’Romance’, men ingen bliver vist klogere på hjertets uransagelige rytme af at danse kinddans til hendes pladder. Måske endda tværtimod.
Se også: Hvinet til: Slap pjatrøv i Royal Arena
Den cubansk-amerikanske popstjerne beskyldes for at date kollegaen Shawn Mendes i et kynisk forsøg på at fremme karrieren, og ’Romance’ lyder også enormt suspekt.
Albummets kunstneriske værdi er ikkeeksisterende, mens materialet er så upersonligt, at trivialiteterne lige så godt kunne være hvinet, snøftet og klynket af Katy Perry, Selena Gomez, din nabo eller Barbie.
Nederste skuffe
22-årige Cabello har en fortid i pigebandet Fifth Harmony, der var et produkt af ’The X Factor’ i USA, og nu fremstår hun som et pigeband med et enkelt medlem.
Latinaen forsøger at tilføre samlebåndspoppen lidt krydderi på ’Señorita’, men duetten med Mendes er muzakkens svar på salsa fra Santa Maria.
Brunettens solodebut fra i fjor, ’Camila’, var en global succes, så det kan undre, hoben af hitmagere har givet hende sange fra nederste skuffe.
Fordi den generelle standard er decideret kummerlig, føles det som at falde over en juvel på en losseplads, når ’Easy’ viser sig at have en ganske besnærende melodi.
Se også: Nøgenchok: Popstjerne viser bryster
’Cry for Me’ besidder undtagelsesvis dynamik, men langt størstedelen af ’Romance’ er til at tude over.
Cabello er kort sagt en håbløs romantiker.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.