Da Beck gav sin første danske koncert på Christiania i 1994, var han helt vild.

Da han gav sin seneste danske koncert på NorthSide i fjor, var han helt mild.

Trist: Festivals hovednavn floppede

Det er desværre sidstnævnte udgave af Beck, der går igen på hans nye album, ’Hyperspace’. Affæren er betydeligt mere spacet end hyperaktiv.

Størstedelen af pladens sange er kreeret i samarbejde med Pharrell Williams, der fremstår som et skidt match for det californiske stilikon.

Glinsende tåge
Kompositionerne er ikke stærke nok til at bære den storhittende kollegas hang til stringent minimalisme, og i et futuristisk lydbillede, som domineres af synthesizers, svæver Beck fortabt rundt i rummet med tilstoppet næse og manipuleret falset.

Specielt pladens sidste halvdel er spinkelt konstrueret og en tynd omgang, men flotte melodier på ’Die Waiting’ og ’Chemical’ skaber liv i Becks glinsende tågesound.

Utroligt tilfælde: Skizofren popstjerne

Den gakkede tusindkunstner genfinder momentvis fordums tricks på det eksplosive genresammenstød ’Saw Lightning’, hvor man vitterlig kan mærke, at knægten bag ’Loser’ og ’Devils Haircut’ heldigvis stadig rumsterer et sted dybt inde i den lille mand.

Beck fylder 50 til sommer, og han kan naturligvis ikke blive ved med at være den frækkeste drengerøv i klassen, men ’Hyperspace’ er en af den slags overmodne skiver, der gør, at han ikke behøver at skynde sig tilbage til Danmark.