I skyggen af Depeche Mode

Dave Gahan savner Martin Gores store sange på ubetydeligt album med Soulsavers 

Producer Rich Machin fra Soulsavers og Dave Gahan (til højre) fortsætter deres samarbejde. (Foto: Sony)
Producer Rich Machin fra Soulsavers og Dave Gahan (til højre) fortsætter deres samarbejde. (Foto: Sony)

Dave Gahan & Soulsavers: 'Angels & Ghosts' (Columbia/Sony) Ude 23. oktober

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Kort inde i det nye årtusinde begyndte uroen at ulme i Depeche Mode.

Det var ikke længere nok for Dave Gahan at være kransekagefigur i et af klodens mest populære orkestre - sangeren ville også skrive sange.

Se også: Depeche Mode i opbrud

Da frontmanden truede med at forlade Depeche Mode, fik han lov, men på trioens tre seneste album, kan man sagtens høre, hvorfor Martin Gore er gruppens primære sangskriver. Hans sange er simpelthen bedre.

Mørkemanden Gahan forsøger dog stadig at skabe sig et navn i skyggen af Depeche Mode, men hans to soloalbum har ikke ligefrem overskygget det gamle bands bedrifter.

Gospel og blues
De senere år har Gahan allieret sig med producerteamet Soulsavers, der også bakker den idoliserede popstjerne op på ’Angels & Ghosts’, som er endnu et noget tamt projekt fra englænderen.  

I forlængelse af Depeche Modes tiltagende hang til gospel og blues, så bryder ’Angels & Ghosts’ med veteranernes velkendte elektroniske sound til fordel for en mere håndspillet desperado-klang, hvilket umiddelbart klæder Gahans dæmoni i jakkesæt.

Se også: Depeche Mode: Helvedes overmænd

Som albumtitlen antyder, er hans tekster dog klicheprægede, og uden markante udsving slæber de 39 minutter sig af sted i et flimrende filmisk og stemningssvagt lydbillede, der aldrig griber fat i lytteren og sætter sig fast.

Bevares, det er slet ikke dårligt, men mens Soulsavers muligvis kan kurere Gahans sjælesyge, så er der altså ingen fremgang at spore, hvad angår hans sløje evner som sangskriver.

Depeche Mode har heldigvis planer om at lave nyt album næste år, og det bliver formentligt en anderledes stor oplevelse atter at høre Gahan synge sange af Gore.

1 af 3 Dave Gahan - briten har i årevis boet i New York City, hvor han har indsunget 'Angels & Ghosts'. (Foto: AP)
2 af 3 Coveret til Dave Gahan & Soulsavers' andet album, der følger op på 'The Light the Dead See' fra 2012.
3 af 3 Producer Rich Machin fra Soulsavers og Dave Gahan (til højre) fortsætter deres samarbejde. (Foto: Sony)
1 kommentar
Vis kommentarer