Ikke bare et skaldet rockband

Pixies har mistet både håret og Kim Deal, men format det har veteranerne fortsat

Pixies fra venstre: Black Francis, David Lovering og Joey Santiago. (Foto: Michael Halsband)
Pixies fra venstre: Black Francis, David Lovering og Joey Santiago. (Foto: Michael Halsband)

Pixies: 'Indie Cindy' (Pixies Music/Target) Udkommer mandag 28. april. Spiller på NorthSide Festival søndag 15. juni

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

I slutningen af 1980’erne dannede Pixies skole med deres sprudlende blanding af støjrock og popharmoni, og ikke mindst Nirvana og Radiohead tog ved lære af Boston-bandets nærmest perfekte kapitel i musikhistorien.

Knap 23 år efter Pixies’ seneste album er de nu tilbage, og selv om motivationen måske først og fremmest er at tjene dollar nok til at sende deres børn på den rigtige skole, så formår veteranerne samtidig at levere en lektion i, hvordan man gør comeback på værdig vis.

Frank Black alias Black Francis i centrum for Pixies, der er set endnu bedre. (Arkivfoto: AP) Tæt på Frank er stadig fed

Det mest overraskende ved ’Indie Cindy’, der samler de tolv numre på det seneste halve års tre ep’er, er måske nok, at kvaliteten af materialet er så imponerende, for musikalsk bygger Pixies videre på deres magtfulde fundament i stedet for at vælte en ny lydmur.

Orkesterets svimlende univers føles dog stadig som at blive kastet ind i en hvirvelstorm, men denne gang blæser det bare knap så meget.

Forfriskende lækkerier
Frontmand Black Francis fylder 50 næste gang, og den store mand er blevet rundere med årene uden, man savner kanter, når gruppens velkendte virkemidler hægtes på en stribe forbavsende stærke sange, som hæver sig højt over, hvad ungdommen formår at fabrikere for tiden.

Francis synger simpelthen mageløst, og man savner ganske forbløffende slet ikke den deserterede bassist Kim Deal, når den resterende trio serverer forfriskende lækkerier efter deres klassiske opskrift med sødme og syrlighed i uforlignelig balance.

Se også: Frank Blacks dårlige Deal

Pixies er som kandiseret pigtråd, og mens man river sig på riffmonstrene ’What Goes Boom’ og ’Blue Eyed Hexe’, så er der salve på sårene i form af bedårende passager i titelnummeret og ’Magdalena’.

Førsteklasses.

1 af 2 Coveret til Pixies nye 'Indie Cindy', der samler de tolv numre fra gruppens tre seneste ep'er.
2 af 2 Pixies fra venstre: Black Francis, David Lovering og Joey Santiago. (Foto: Michael Halsband)
0 kommentarer
Vis kommentarer