Ikke nogen A-ha oplevelse

Tilforladelige comeback med enkelte højdepunkter fra den norske trio

A-ha har annonceret ny turne i 2016, men der er endnu ingen danske datoer. (Foto: PR-Foto)
A-ha har annonceret ny turne i 2016, men der er endnu ingen danske datoer. (Foto: PR-Foto)

 
A-ha: 'Cast in Steel' (Polydor/Universal)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

A-ha spillede egentlig en farvelturné i 2010, men den slags skal man som bekendt ikke tage så alvorligt i showbusiness. Og sidst den norske trio vendte tilbage efter en længere pause i 2000, var resultatet et af karrierens absolut bedste albums, ’Minor Earth, Major Sky’, så man kunne jo håbe på, at pausen også denne gang var blevet brugt til at genoplade de kreative batterier.

Men det er desværre ikke rigtig tilfældet. Det starter ellers lovende med to fine Paul Waaktaar-Savoy kompositioner, titelnummeret samt ’Under the Makeup’, der begge emmer af storladen melankoli og er A-ha Classic. Derefter følger tre noget mere anonyme bidrag fra de to resterende medlemmer Morten Harket og Magne Furholmen,  inden Waaktaar-Savoy igen hæver bundlinjen med ’Door Ajar’, der trods den klodsede titel og lidt fesne keyboardlyd utvivlsomt er en god popsang. Og sådan fortsætter det egentlig resten af albummet uden de helt store katastrofer, men også uden de helt store åbenbaringer.

Se også: a-ha forsanger: Jeg blev afvist

’Mythomania’ er Depeche Mode light (hvilket ikke behøver være nogen dårlig ting), mens både ’She’s Humming a Tune’ og ’Shadow Endeavours’ er Waaktaar-Savoy på automatpilot – sidstnævnte er faktisk decideret irriterende, mens afsluttende ’Goodbye Thompson’ er endnu en fin bagatel.

Med andre ord er et af den slags album, der pligtskyldigt leverer en tre-fire nye sange til de kommende sætlister og den næste opsamlingsplade, mens resten hurtigt vil synke ned i glemslens nådige mørke.

Se også: A-Ha gendannes til mindekoncert

Man kan dog ikke tage fra dem, at Morten Harket stadig synger som en vingeskudt engel og få andre er leveringsdygtige i lige så vellydende luksustristesse med sin helt egen soniske signatur. Men alle andre end hardcore-fans (som undertegnede) kan nok nøjes med at lægge de få, men ubestridte højdepunkter ind på playlisten og springe resten over.   

9 kommentarer
Vis kommentarer