Jack White har af uransagelige årsager opnået status af en slags rockens frelser, og hans første album i eget navn, 'Blunderbuss', kan heller ikke leve op til prædikatet.

Den virkelystne æstetikers skiver som hovedkraft for The White Stripes, The Raconteurs og i mindre grad The Dead Weather har tydeliggjort, at han formår at kreere effektfulde produktioner med autentisk klang af rock'n'rolls rå storhedstid i 1960'erne, men i forhold til hoben af fesent lydende kolleger er det snarere dem, der er usmarte, end White, der er smart.

Han har dog altid haft problemer med at skrive stærke sange nok til et helt album, og den tendens fortsætter på 'Blunderbuss', hvor traditionalisten tilsat blå kærlighedssyge på godt og ondt lyder som den Led Zeppelin-inspirerede sanger, sangskriver og guitarist, man kender fra hans bedrifter i bandsammenhæng.

Indbydende og behersket
Kloningen af Jimmy Page og Robert Plant lader ofte Rhodes og piano dominere sin sound denne gang, og det er en nyskabelse, der klæder den 36-årige multiinstrumentalist fra Detroit, som holder højt bundniveau og lavt topniveau på en indbydende og behersket karriereforlænger.

Fra den flintrende garagerocker 'Sixteen Saltines' over R&B-groovet på et cover af Rudy Toombs 'I'm Shakin'' til det countryklingende titelnummer er pladen rig på variation, men atter savner man, at White formulerer sin egen vision eller bliver endnu bedre til at efterligne forbilledernes.

Endnu et lille godt album fra en meget lille gigant.