Jimi Hendrix nåede kun at lave tre studiealbum, før han døde, men efter ikonet blev kvalt i sit bræk, er der kommet fire gange så mange mere eller mindre lødige albumkollektioner af hans efterladenskaber.

Det seneste i rækken, 'People, Hell and Angels', koncentrerer sig om perioden mellem 1968 og '70, hvor Hendrix fortrinsvis eksperimenterede med en rytmesektion bestående af Billy Cox og Buddy Miles, der bakkede stormesteren op på hans egentlige afskedssalut, livepladen 'Band of Gypsys'.

De tolv studieindspilninger har aldrig været ude før i disse udgaver, som stritter lidt i flere retninger, men til trods for at udgivelsen har karakter af kludetæppe, så er den gennemgående kvalitet forbavsende god, og 'People, Hell and Angels' fungerer fortrinligt som smittende lytteoplevelse.

Uspoleret flair
Hendrix balancerer selvsikkert mellem en moden og relativt tilbagelænet tone og den frihedshungrende eventyrlyst, der kendetegner hans tidligere materiale. Hans spil er svimlende overskudsagtigt, og naturtalentets uspolerede flair er ikke mindst fantastisk at opleve på en skøn version af 'Somewhere' med Stephen Stills på bas, og Hendrix i guitarhimlen under en overdådig wah wah-solo.

Et andet højdepunkt er den drevne og nærmest bistre fortolkning af 'Hear My Train A Comin'', mens 'Mojo Man' med Albert Allen på vokal er anderledes overfunky i en blændende sumpet indspilning fra Muscle Shoals, hvor Hendrix spiller blærerøven ud af bukserne kort før sit endeligt.

Han var dødgod til det sidste.