Keith Richards: Musikeren bag myterne

Ny Netflix-dokumentar fokuserer prisværdigt på musikken frem for skandalerne

Morgan Nevilles aktuelle dokumentarfilm om rockikonet Keith Richards skærer anekdoterne fra og koncentrerer sig om musikken, hvilket langt fra er så selvfølgeligt, som det lyder. (Foto: UPI)
Morgan Nevilles aktuelle dokumentarfilm om rockikonet Keith Richards skærer anekdoterne fra og koncentrerer sig om musikken, hvilket langt fra er så selvfølgeligt, som det lyder. (Foto: UPI)

 
'Keith Richards - Under the Influence'. Instruktion: Morgan Neville. Premiere på Netflix 18. september.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Få levende rockstjerner er omgærdet af så megen mytologi som den 71-årige Keith Richards – ja, han er vel nærmest indbegrebet af klichéen 'sex, drugs and rock’n’roll’. Men anekdoterne (som Richards selv har været storleverandør af) har det også med at overskygge mandens brillante evner som sangskriver og guitarist.

Det rådes der delvis bod på med Morgan Nevilles aktuelle dokumentar 'Keith Richards - Undet the Influence' (dejligt tvetydig titel) produceret eksklusivt for Netflix. Neville har tidligere lavet portrætter af bl.a. Brian Wilson, Johnny Cash, Sam Phillips og Burt Bacharach og har en dejlig no bullshit-tilgang til tingene. Forstået på den måde, at det altid er musikken, som er det centrale, hvilket slet ikke er så selvfølgeligt, som det lyder.

Se også: Rolling Stones indspiller nyt album

Filmen er optaget i forbindelse med indspilningerne til Richards aktuelle, tredje soloalbum ’Crosseyed Heart’, og det er nok ikke tilfældigt, at de lanceres verden over på samme dag. ’Keith Richards – Under the Influence’ er dog ikke i nævneværdig grad en film om tilblivelsen af netop den plade, men bruger den blot som afsæt for, at Richards kan fortælle – og det gør han som altid godt og selvbevidst – om sit liv i og ikke mindst med musikken.

Se også: Lyden af punkterede rygerlunger

Der tændes en smøg, skænkes en sjus og de krogede fingre sætter Little Walters ’Blue and Lonesome’ på grammofonen, og så beretter Grauballemanden ellers lystigt om sit første møde med bluesen og den tidlige rock’n’roll, der senere udvikler sig til lige så store kærlighedsaffærer med især countryen og reggaen. Muddy Waters (’min faderfigur’) fylder faktisk lige så meget som The Stones her, hvor Richards først og fremmest fremstår som fan og kender frem for som ikon. Herligt.

7 kommentarer
Vis kommentarer