Længe ventede og ustandseligt udsatte ’A Better Tomorrow’ er Wu-Tang Clans første album efter en syvårig pladepause, og det føles næsten som om, slænget er sluppet fri af spændetrøjer på skivens uregerligt medrivende åbningsnummer ’Ruckus In B Minor’.
Newyorkernes sjette studiealbum afslører dog også, at selvom rødderne tydeligvis stadig har fis i kasketterne, så bliver selv galninge mildere med alderen, og medlemmerne af de seneste årtiers væsentligste hiphopgruppe er efterhånden midt i 40’erne.
På døsigt slæbende skæringer som ’Hold the Heater’, ’Crushed Egos’ og ’Necklace’ strutter Wu-Tang Clan som garvede stjernestoddere, og i karakteristisk stil er ’A Better Tomorrow’ spækket med stemningsskabende dialogstumper fra støvede kung-fu-film.
Uden storhedstidens idéer
Generelt savner man dog storhedstidens sprudlende idérigdom og boblende overskud i en noget standardiseret produktion af RZA, men herligt er det i hvert fald, når Ol’ Dirty Bastard rejser sig fra graven og galper op på umiskendelig snøvlet vis.
Brugen af fimsede gæstevokalister fremstår derimod som kiksede forsøg på at genvinde kommerciel appeal, og veteranernes forkærlighed for klassisk soul resulterer i blandt andet slappe ’Preacher’s Daughter’.
Alt i alt er ’A Better Tomorrow’ et ujævnt comeback, der minder om Wu-Tang Clans uimodståelige kvaliteter samtidig med, at albummet afslører, kaosklanen næppe bliver bedre i morgen.
.jpg)
