Knarken knirker: Bob Dylan med stok

Mesteren jonglerer muntert med morbid poesi, men mister melodien på nyt album, som lyder gammelt

Bob Dylan tager sig god tid denne gang med ti overvejende lange numre, der har en samlet spilletid på knap 71 minutter. Foto: David Gahr
Bob Dylan tager sig god tid denne gang med ti overvejende lange numre, der har en samlet spilletid på knap 71 minutter. Foto: David Gahr

Bob Dylan: 'Rough and Rowdy Ways' (Columbia/Sony) Ude 19. juni

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Bob Dylan fylder 80 næste år, men der er intet, der indikerer, at han banker på himlens dør lige foreløbig, så vi er nogle, som stadig håber, han har et mesterværk mere i ærmet på sit cowboydress.

Det håb svinder med ’Rough and Rowdy Ways’.

Se også: Gammel swinger: Dylan helt nøgen

Dylan er tilbage med sit første album bestående af nye numre i otte år efter tre pragtfulde udgivelser med fortolkninger af klenodier fra den klassiske, amerikanske sangskat.

Når historiens største sangskriver udsender en trilogi af coverplader, kunne man jo sagtens fristes til at tro, hans kilde til inspiration var tørret ud, og på ’Mother of Muses’ fra ’Rough and Rowdy Ways’ proklamerer vinderen af Nobelprisen i litteratur tilmed, at han er ’grown so tired of chasing rhymes’.

Det er dog ikke teksterne, der lyder trætte, men snarere musikken. Den går med stok. Eller står stille.

Apokalyptisk tone
Dylan når et nyt lavpunkt i sin efterhånden årtier lange brug af blues som det primære omdrejningspunkt for sin sangskrivning. Genrens standardiserede strukturer begrænser geniets udfoldelse, og hans ellers udsøgte band fremstår fastlåst i stereotype rundgange og shuffles fra tiden før rock’n’roll. 

Tilsat harmonika tindrer ‘Key West (Philosopher Pirate)’ undtagelsesvis, og der er tiltrængt dynamik i ’Goodbye Jimmy Reed’, der imidlertid ikke kan matche sangens hovedperson, og så har Dylan altså lavet endnu en hyldest til endnu en blueslegende.

Se også: Bob Dylan med blod på hænderne

Veteranens hang til namedropping tager overhånd denne gang, hvor han når at nævne blandt mange andre Marlon Brando, Elvis Presley og William Blake, inden han kommer til det 17 minutter lange afslutningsnummer, ’Murder Most Foul’, som opremser en kavalkade af kulturpersonligheder i en slags olympisk tidsfordriv for Dylan.

Han kunne også bare have løst en kryds og tværs.

Se også: Bliver Trump 'henrettet' af Dylan?

I glimt hvæser Dylan faktisk om Dylan, men i en ofte apokalyptisk tone nøjes han helst med at jonglere med morbide onelinere og muntre sprogblomster som en enestående artist, der også betager, når ambitionerne ikke er, hvad de har været.  

For mesterens standard er ’Rough and Rowdy Ways’ reelt en habil poesisamling med lidt rumlen i baggrunden, og meget mere kan man nok ikke tillade sig at håbe på 57 år efter hans første af mange mesterværker.

Coveret til Bob Dylans aktuelle 'Rough and Rowdy Ways', der er det amerikanske ikons studiealbum nummer 39.
Coveret til Bob Dylans aktuelle 'Rough and Rowdy Ways', der er det amerikanske ikons studiealbum nummer 39.
 

41 kommentarer
Vis kommentarer