U2 var engang et af de bands, der blev kaldt verdens største. Nu har de vel verdensrekord i at blive mindre.
Både kommercielt og kunstnerisk er det irske firkløver visnet i alarmerende grad, og som et klassisk tegn på afblomstring har veteranerne annonceret en koncertrække i Las Vegas, hvor de spiller 32 år gamle ’Achtung Baby’ - tilmed uden trommeslager Larry Mullen Jr.
Fremtiden ligger langt bag U2, der også søger tilbage til fortiden på deres nye gamle album, ’Songs of Surrender’.
Gruppen har genindspillet hele 40 sange fra bagkataloget, men trods den musikalske tørketilstand spirer kreativiteten faktisk flere steder, når de kultiverer repertoiret.
Radikale fortolkninger
Åbningsnummeret ’One’ slår nænsomt udgivelsens tone an med linjen ’to drag the past out into the light’ og et afdæmpet arrangement.
Bono har mistet stemmekraft i årenes løb, men han kan godt gabe over ’Songs of Surrender’, der stilfærdigt søger ind til sangenes kerne ved ofte at genopfinde dem.
Radikale fortolkninger af blandt andre ’Red Hill Mining Town’, ’Dirty Day’ og ’Desire’ giver både numrene og U2 forfriskende nyt liv. I længden er det knap tre timer lange projekt bare dræbende.
‘Beautiful Day’ og ’Pride (In the Name of Love)’ punkteres i flade versioner, og op mod halvdelen af indslagene er simpelthen så overflødige, at højdepunkterne drukner i et hav af middelmådighed.
Når U2 forvandler ’Stories for Boys’ fra 1979 til en ugenkendelig pianoballade slipper de imidlertid historiens byrde i et frigjort øjeblik, som minder om, hvad der engang gjorde dem til et af verdens største bands.
Nu er de meget mindre med et album, der er alt for stort.
