Laber lir: Uafbrudt samleje

Æstetiske Rhye holder stilen på ’Blood’, der trækker tempoet helt ud af den sensuelle soulmusik 

Rhye alias Milosh giver koncert i Store Vega i København 27. marts og på sommerens NorthSide i Aarhus. Foto: Geneviève Medow Jenkins
Rhye alias Milosh giver koncert i Store Vega i København 27. marts og på sommerens NorthSide i Aarhus. Foto: Geneviève Medow Jenkins

Rhye: 'Blood' (Caroline/Universal) Ude 2. februar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Rhye har sagt farvel til danske Robin Hannibal, men duoens døsige sound består, efter projektet er blevet et enmandsforetagende.

Den canadiske crooner Milosh hungrer efter mere elskov på Rhyes andet album, ’Blood’, der er endnu et slæbende sensuelt udspil, som dyrker den moderne soulmusik i meget adstadig slowmotion.

Se også: Dansker lægger popverdenen ned

I stil med beslægtede Spain og Sade er det stenede lydbillede endimensionelt, men det er en laber dimension, og selvom ’Blood’ føles som et uafbrudt samleje i en stilling, så varierer Milosh faktisk sine inderligt hviskede sovekammersange af og til.  

Der er funky beats under pirrende ’Taste’, ’Count to Five’ og ’Phoenix’, men albummets ret kantede produktion savner en afgørende grad af stoflighed og dynamik, hvilket bevirker, at Rhye har en tendens til at fordufte som smagfuld baggrundsmusik.

Se også: Dansk musiker skamroses i USA

Man hører simpelthen ofte numrene uden at lytte, og Milosh er intim uden egentlig at være nærværende.

Ikke desto mindre viderefører han habilt et indtagende univers, der i sine skønneste stunder omfavner lytteren som en blød, blød slåbrok.

Coveret til Rhyes andet album, 'Blood', der indeholder 11 numre og som har en spilletid på 42 minutter.
Coveret til Rhyes andet album, 'Blood', der indeholder 11 numre og som har en spilletid på 42 minutter.
 

2 kommentarer
Vis kommentarer