Da Gorillaz svingede sig ind på den globale musikscene, virkede det, som om Damon Albarn bare tog et frikvarter fra Blur, men nu har frikvarteret varet i 25 år.
Det ringer forhåbentlig aldrig ind, for med ’Cracker Island’ giver tegneseriebandet endnu en lektion i uskolet musikalsk udfoldelse.
Gorillaz er stadig legepladsen, hvor Albarn i en alder af 54 kan skabe relevante popsange til voksne, børn og barnlige sjæle i alle aldre, og det er fortsat fastelavnsfesten, hvor man kan være lige, hvad man vil.
’Cracker Island’ er måske nok blandt gruppens mest strømlinede og disciplinerede udspil, men det er nu alligevel en omgang diskret civilisationskritik, der er pakket farverigt ind som en flabet og funky pophybrid.
Krakeleret skærm
Vidunderlige ’Silent Running’ er en abeskøn ørehænger, mens stenede ’The Tired Influencer’ oplever tilværelsen gennem en krakeleret skærm.
På afsluttende ’Possession Island’ forekommer Albarn at kommentere den shitstorm, han havnede i, efter han udtalte, at Taylor Swift ikke var en sangskriver, der skrev sine egne sange i traditionel forstand.
Hvilket englænderen jo havde ret i, men det gør han heller ikke selv på ’Cracker Island’, som er skabt med den californiske hitmager Greg Kurstin.
Håndlangeren spiller også størstedelen af instrumenterne i en noget charmeforladt og dog effektiv lagkageproduktion, der savner det organiske svaj, bandet havde på sommerens Smukfest.
Uden at spolere helheden er albummet spækket med gæster som Beck, Stevie Nicks og Tame Impala, og når Gorillaz boltrer sig i egen jungle uden at miste jordforbindelsen, er en af deres store kvaliteter, at alle er velkomne til abefesten.
Man får tilmed lyst til at blive hængende.
