Willie Nelson har sunget om kærlighed, siden han var korthåret, og countrylegenden, der fylder 90 i april, er gift for fjerde gang.
Veteranen kalder alligevel sit nye album ‘I Don’t Know a Thing About Love’.
Numrene er skrevet af den afdøde sangskriver Harlan Howard, der selv blev gift så mange gange, at internettet ikke har tal på det, men trods skilsmisserne virker det nu, som om d’herrer ved, hvad de taler om.
Men derfor kan man vel godt gifte sig med den forkerte i en brandert i Las Vegas, og om den ulykkelige kærlighedssangs relevans i USA udtalte Harlan Howard engang:
- Folk drikker, de er utro, og 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Det er der, jeg kommer ind i billedet.
En evig jukeboks
Materialet er primært fra 1960’erne, men folk går jo stadig fra hinanden, og i munden på Willie Nelson bliver alt alligevel tidløst.
I en alder, hvor mange andre knap nok kan kalde på hjælp, lyder amerikaneren stadig som Mount Rushmore i sidevind, hvilket ikke bliver mindre imponerende af, at pothovedet efterhånden må have inhaleret, hvad der svarer til en snes halmballer af marihuana.
Buddy Cannon producerer desværre atter Willie Nelson, som lagde han bare unikummet på et samlebånd, men rebellen er ikke til at holde nede, og uagtet det karakterløse lydbillede klinger hans evige jukeboks med indbygget autenticitet.
Navnlig på glødende ballader som ’The Chokin’ Kind’ og ’Life Turned Her That Way’ brænder eneren nænsomt igennem, mens ’Excuse Me (I Think I’ve Got a Heartache)’ swinger, så man skulle tro, han aldrig havde bestilt andet. Det har han heller ikke.
Willie Nelson er naturligvis selv en mesterlig sangskriver, men som fortolker har han en enestående evne til at få en andens sang til at handle om sig selv. Og lytteren.
Han gør det med en visdom, der efterlader et indtryk af, at han ved alt om mere end bare kærlighed.
