Lummert: Mere sex og mindre hits

Verdensstjernen Ariana Grande skruer op for erotikken og ned for kvaliteten på forudsigelige 'Positions'

Ariana Grande i videoen til sit nye udspils titelnummer, hvor hun minsandten både står for madlavningen og agerer præsident. Foto: Republic
Ariana Grande i videoen til sit nye udspils titelnummer, hvor hun minsandten både står for madlavningen og agerer præsident. Foto: Republic

Ariana Grande: 'Positions' (Republic/Universal)

Ariana Grande har fart på karrieren. 'Positions' er divaens tredje album på to år, men selve hendes smækre R&B foregår stadig i midttempo og slowmotion.

I en stil, der er lummer som hendes hjemstat, Florida, drypper romantikken på vanlig vis fra en stribe kærlighedssange, hvor Grande dog har skruet op for erotikken.

Ja tak: Hun holder ugen ud

'Can you stay up all night?/Fuck me 'til the daylight' er blandt de linjer, sangerinden hvinende underholder sit purunge publikum med på saftige '34+35'. Hun lægger tallene sammen og kræver en 69'er, og 'Positions' refererer ikke til placeringer på hitlisten.

Dem skal hun nu nok få, selvom albummets titelnummer er ret alene om at indeholde dynamik og iørefaldende kvaliteter, der er en kronisk mangelvare for genren.

Skriger på kontraster
Materialet har karakter af habilt samlebåndsarbejde fra Grandes faste producer, Tommy Brown, og cirka 700 andre af popfabrikkens håndlangere, men udbredt brug af strygere kærtegner trods alt de 41 minutter med tækkelige resultater. 

Grande kvidrer naturligvis løs. 'Positions' skriger til gengæld på kontraster.

Der er et housebeat under 'Motive', og 'Love Language' har jazzswing, men på en forudsigelig udgivelse gør afstikkerne ingen afgørende forskel.

Det gør gæsteoptrædener af The Weeknd, Ty Dolla Sign og Doja Cat heller ikke.

Kønsløs lolita i Royal Arena

Grande er sin generations store vokalgymnast, men hun kan flekse stemmebåndene på silkelagener i timevis uden at formidle følelser og nærvær.

Den lille megastjerne virkede meget langt væk i Royal Arena sidste år. Det gør hun også, når man har hende i hovedtelefonerne.

Coveret til Ariana Grandes sjette album, 'Positions', der indeholder gæsteoptrædener af The Weeknd og Doja Cat.
Coveret til Ariana Grandes sjette album, 'Positions', der indeholder gæsteoptrædener af The Weeknd og Doja Cat.
 

52 kommentarer
Vis kommentarer