Magma er underjordisk lava. Det er også titlen på det nye album fra det baskiske metalband Gojira, der efter fire års pladepause bevæger sig længere ud af undergrunden med en glohed genkomst.

Men der er stadig kulravende sort i orkesterets selvskabte univers.

Se også: Utroligt: Den vildeste død

’No faith in your world/Create my own to thrive’ synger - eller snarere brøler - dynamoen Joe Duplantier på massivt medrivende ‘Pray’.

Og Gojira stortrives vitterlig i deres verden af rasende spiritualitet, som de videreudvikler og nuancerer på et overraskende indbydende opus, hvor kvartetten bevarer de progressive sangstrukturer uden at miste frontal pondus.

Kirurgisk præcision
Gojira opererer med kirurgisk præcision og svimlende, teknisk ekvilibrisme, men virtuositeten kommer aldrig i vejen for bandets bestyrkede sans for slidstærke melodier og endnu stærkere riffs.

Kompakte ’Stranded’ og ’Silvera’ er monstrøse ørehængere, mens Gojira strækker ud i overmenneskelige passager på det vildt ambitiøse titelnummer og ’The Cell’, der er fascinerende udtryk for gruppens evne til at forene teknologisk snilde og organiske grooves.  

Se også: Monstre truer med at æde Metallica

Sangeren og hans bror, den fænomenale trommeslager, Mario Duplantier, mistede deres mor under indspilningen, og brødrene er samtidig blevet fædre de senere år. På overvældende vis formår de at få hele den emotionelle rutsjetur tvunget ned i sange, der er ved at kollapse under frontmandens ufravigeligt fnysende følelsesudbrud.

En vulkan af et pragtværk.