Matthew E. Whites fantastiske debutalbum ’Big Inner’ lunede som sommer om vinteren, da det foldede sig nænsomt ud i januar 2013.
Den kosmiske skikkelse fra Virginia spejlede sig i soulpoppens guldalderperiode i 1960’erne og 1970’erne, og multitalentet pudsede genren af med et personligt touch af noget så sjældent som gennemmusikalsk magi.
Fortryllelsen er dog forduftet på Whites opfølger, ’Fresh Blood’, der som en typisk toer savner forgængerens friskhed, dybde og overraskelsesmoment.
Alt er ellers ved det gamle, det er bare ikke ligeså pragtfuldt denne gang, men ’Fresh Blood’ er nu ikke desto mindre en ganske solid skuffelse.
White benytter sig igen af storslåede arrangementer, hvor blæsere, strygere og kor får hans vidunderlige retrolyd til at lette, og alligevel når han aldrig svimlende højder.
Sangene fremstår lidt for forudsigelige og genkendelige som et klart ekko af debuten, hvis døsige stil dog brydes på mere direkte ’Rock & Roll Is Cold’, hvor Whites forsøg på at få et hit virker ret forceret.
En noget lunken oplevelse, der aldrig kommer helt ud af debutens varme skygge.
