Måneskins halvdanske bassist, Victoria De Angelis, har i løbet af efteråret skabt en del furore, fordi hun har optrådt halvnøgen.
På albummet ’Rush!’ er de italienske vindere af Eurovison slet ikke klædt på til den virkelige verden udenfor det rituelle freakshow.
Det virker, som om Måneskin har brugt mere tid som påklædningsdukker foran spejlet end med håndværket i øvelokalet, og kvartetten har desværre ikke haft tid til en bagatel som sangskrivning.
Romerne har allieret sig med Max Martins svenske popfabrik, som leverer regulært venstrehåndsarbejde på et ordinært stampende udspil.
ABBA er det unægtelig ikke, men der er trods alt et nummer, der hedder ’Mammamia’. Det må du nok sige.
Sanger kan ikke synge
Det nærmest amatøragtige materiale er knudret og anstrengt på et ofte pinagtigt plan, og bittesmå sange føles kun endnu mindre af, at de fremføres med store armbevægelser.
Albummets 17 numre er mindst 17 for mange, og især på en øm ballade som ’Timezone’ er det tåkrummende tydeligt, at sangeren Damiano David ikke kan synge.
’Feel’ og ’Supermodel’ kredser om kokain, hvilket Måneskins frontmand jo blev mistænkt for at have sniffet til Eurovisions finale, men ’Rush!’ vil føles som en kold tyrker, selvom man hørte makværket under en hedebølge i Istanbul.
Det er vildfaren turistrock i forlængelse af parodibands som Rival Sons og Greta Van Fleet samt en hult rungende forløber for Reddi. Hvis nogen kan huske dem.
Måneskins glamrock er iført fjerboa og høje hæle, men niveauet skraber bunden, og ’Rush!’ har mere med fastelavn end rock’n’roll at gøre.
