Siden begyndelsen af 1990’erne har Mark Kozelek udforsket sit dystre lille distrikt i udkanten af musikverdenen på en lang række album som altdominerende hovedkraft i Red House Painters og siden Sun Kil Moon.
Men Kozelek udgiver også skiver i eget navn, og det er ofte coverplader med et repertoire, der adskiller sig markant fra den lavmælte folkrock, som kendetegner hans omfattende katalog.
I 2001 solodebuterede outsideren således med ’What’s Next to the Moon’, hvor han fortolkede sange af AC/DC i en nænsom stil, der mildest talt gjorde det svært at genkende originalerne.
Kozeleks nærmest perverse tilgang til fortolkningens kunst kommer også til udtryk på hans aparte nye udspil, ’Sings Favorites’, hvor han synger sange af så forskellige og umiddelbart uforenelige navne som Modest Mouse, David Bowie, 10cc, Roy Harper og Judy Garland.
Patton og Oldham på kor
Men Kozelek formår såmænd at tilegne sig materialet på en sært, fascinerende facon, og albummet hænger sammen, fordi de strengt, minimalistiske arrangementer udelukkende består af piano, kor af blandt andre Mike Patton samt selvfølgelig hovedpersonens stemme.
Nogen stor crooner er Kozelek bestemt ikke i traditionel forstand, men hans sparsomme stemmepragt er rig på en foruroligende, grænsende til psykotisk personlighed, som han overfører til numrene med vanlig hang til kuriøs dæmoni.
Herrens Mark: Galning på slap line
Det virker næsten provokerende, når han flegmatisk synger klassikere som ’Moon River’ og ’Somewhere Over the Rainbow’, men selvom man kan finde dem i utallige bedre versioner, så kan man ikke finde dem i andre, der lyder som Kozeleks.
Galgenhumoristen fremfører sangene tilsat en grotesk portion underspillet vanvid, hvilket dog ikke forhindrer hans udgave af især Waylon Jennings’ stoiske hillbilly- hymne ’Amanda’ i at fremstå oprigtigt rørende med beslægtede Will Oldham og Mimi Parker fra Low på det skønneste kor.
Mange vil nok mene, det er helt sort, men det har Kozelek altid været. Og det klæder ham fortsat.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.