Medrivende mudderbrydning

Mudhoney genudgiver deres suverænt snavsede debut, og Seattle-slængets nye rabalder holder næsten den snottede standard

Mudhoney anno 1988 - næsten ligeså beskidte som deres drønende drengestreger. (Foto: Sub Pop)
Mudhoney anno 1988 - næsten ligeså beskidte som deres drønende drengestreger. (Foto: Sub Pop)

Mudhoney: ’Superfuzz Bigmuff - Deluxe Edition’ (Sub Pop/A:larm)

Mudhoney: ’The Lucky Ones’ (Sub Pop/A:larm)

Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden løb med massernes hæder og brede dollargrin, indtil de stivnede, mens sjaskcharmerende Mudhoney aldrig nåede helt ud af garagen i Seattle, men det var i hvert fald ikke musikkens skyld.

I 1988 debuterede vandalerne med minialbummet ’Superfuzz Bigmuff’, der blev opkaldt efter et par guitarpedaler, som gruppen havde for vane at træde gennem gulvbrædderne, og 20 år efter genudgives vidunderet nu i en stærkt udvidet version.

Over 2 cd’er og 135 minutter får man ikke blot originalen men også sjældne singler, demoudgaver og et par tumultariske koncertoptagelser, hvor snottet nærmest drypper ud af højttalerne på hensynsløst herlig facon.

Sygelig sarkasme
Mudhoney samlede inspirationskilder som Black Sabbath, Black Flag og især The Stooges, og spyttede dem ud i stratosfæren på umanerligt underholdende facon og tilsat den måske mest nederdrægtige guitarlyd siden Ron Asheton slyngede spaden over skulderen i 1969.

Gruppens sygt sarkastiske humor kan direkte aflæses i titlerne på nøglenumre som ’Touch Me I’m Sick ’og Here Comes Sickness’, og mens Mark Arm næppe har en fremtid på alverdens operascener, så var den ranglede frontmands halsløse galperi et fornøjeligt omdrejningspunkt for bandets frådende galimatias.

Bistert buldrende
’Superfuzz Bigmuff’ er indbegrebet af ungdommelig utidighed, og drengerøvene er heldigvis ikke blevet helt voksne endnu, for kvartettens ottende studiealbum, bistert buldrende ’The Lucky Ones’, viser et band som stadig vrænger med en vindende vitalitet.

Mudhoney har ikke udviklet sig nævneværdigt, men der er vilje og vildskab bag skæringer i klassisk stil med ’I’m Now’ og ’Tales of Terror’, og selv om sangskrivningen på symptomatisk vis sjældent bliver bedre end stabil, så står Mudhoney stolt tilbage som sympatiske overlevere fra en svunden tid, der for disse drønnerter var meget mere end et flygtigt modefænomen.

0 kommentarer
Vis kommentarer