Doug Paisley er venstrehåndet, men han er ikke det mindste kejtet.
På den canadiske sangskrivers pragtfulde femte album, ’Say What You Like’, imponerer han som det mest naturlige bindeled mellem JJ Cale og Neil Young.
Paisleys lindrende folk, country og pop er uprætentiøs musik af den slags, der ikke findes længere.
Det er underspillet med overvældende effekt.
Sans for detaljen
Troubadourens ego er erstattet af gavmildhed, når han på adstadigt vuggende grooves glider ubesværet gennem ’Wide Open Plain’, ’Make It a Double’ og det mageløse titelnummer, så man nærmest ikke bemærker, hvor dygtig han i virkeligheden er.
Poesien arbejder nænsomt med i Paisleys håndværk, der er snedkeri, som har sans for detaljen. Sangene resonerer med dybde og raffinementer, men de er aldrig pyntede.
Melankolien og komikken har altid gået på druk sammen i countrygenren. De tager en tur mere i form af ’If I Wanted To’, der slingrer som en brandert, man husker.
Hamsterhjulet går i stå, når ’Say What You Like’ snurrer på pladespilleren med en klang af vemodig nostalgi, og Paisley drømmer sig helt væk på den mere end syv minutter lange og længselsfulde ’Holy Roller’.
Han laver til tider mirakuløst venstrehåndarbejde, der kun bliver mere nærværende af at være helt ude af trit med tiden.
