Muse lider af storhedsvanvid

Det bombastiske rockband klinger hult på massivt opus, der nærmest voldtager Queen

Muse med Matt Bellamy i front - trioen er tilbage efter en pause på tre år. (Foto: Warner)
Muse med Matt Bellamy i front - trioen er tilbage efter en pause på tre år. (Foto: Warner)

Muse: 'The 2nd Law' (Warner) Udkommer mandag 1. oktober Koncert fredag 7. december i Malmø Arena

Det kan nærmest ikke blive stort og vanvittigt nok for Muse, og på ’The 2nd Law’ sprænger den engelske trio atter rammerne for deres skamløst svulstige megasound.

Gruppens sjette studiealbum er endnu en tour de force, hvor ’Star Wars’-lignende melodrama skydes på galakserundfart med forbilleder som Queen og Radiohead, der fuldstændigt mister jordforbindelsen, når Muse skifter retning i et hysterisk sansebombardement.

Drama med Queen

Hæsblæsende progrock på åbningsnummeret ’Supremacy’ afløses af den Depeche Mode-inspirerede elektropop-skæring ’Madness’, og så er der ellers syntetisk smældende funk i form af ’Panic Station’.

Savner substans
’Survival’ er delirisk opera-galskab, mens dance-beats dunker gennem ’Follow Me’, inden Muse er nået halvvejs på ’The 2nd Law’.

Et par afdæmpede numre knækker albummet, og sidste halvdel er som et mat efterspil, der understreger, at Muses bombastiske bedrifter hurtigt bliver intetsigende illusioner, så snart kreationerne ikke er underholdende i al deres groteske hæmningsløshed.

Radiohead deluxe

Orkesteret er umiddelbart forfriskende ambitiøse, men man savner simpelthen en dybereliggende substans og indre logik i det højtravende univers, hvor Muse ikke formår at menneskeliggøre deres tiltagende storhedsvanvid.

Spektakulær nonsens.