Når livet banker hårdt på

Father John Mistys andet album er om muligt endnu bedre end forgængeren

Der følger en sjov 'brugsanvisning' med til 'I Love You, Honeybear', men man behøver egenligt blot at slå ørerne ud (Foto: PR-Foto)
Der følger en sjov 'brugsanvisning' med til 'I Love You, Honeybear', men man behøver egenligt blot at slå ørerne ud (Foto: PR-Foto)

 
Father John Misty: 'I Love You, Honeybear' (Bella Union)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

33-årige Joshua Tillman fik efter en stribe fine, underspillede album og nogle år som trommeslager i Fleet Foxes for alvor hul igennem, da han i 2012 genopfandt sig selv som Father John Misty på albummet ’Fear Fun’.

Han fortsætter de fremragende takter på opfølgeren ’I Love You, Honebear’, der også er blevet til i tæt samarbejde med produceren Jonathan Wilson.  Der er igen tale om en bredspektret blanding af country-soul og klassisk, vellydende 70’er-pop i stil med Harry Nilsson, Randy Newman og den unge Elton John.

Se også: Tag med på et trip

Og lige som Joh Grant gjorde det på ’Queen of Denmark’ (2010) formår Tillman at kombinere de smægtende toner med en række nærmest nådesløst direkte tekster, der balancerer et eller andet fascinerende sted mellem selvudlevering og selvmytologisering tilsat sarkastiske sædeskildring, der tilsammen udgør et lidet flatterende billede af mandens famlende forsøg på at tackle sig selv, sin samtid og ikke mindst kærligheden i  det herrens år 2015.

Der et ifølge Tillman selv tale om et konceptalbum, der tager udgangspunkt i hans egen forelskelse og efterfølgende ægteskab, men også – og måske først og fremmest – angst for at knytte sig så meget til et andet menneske, som det eksempelvis kommer til udtryk i linjerne ’I can hardly believe I found you/And I’m terrified by that’ fra sangen ’When You’re Smiling and Astride Me’.

Se også: Guldkorn fra Grant

Hvilket sikkert alt sammen kunne være ligegyldigt, hvis det ikke lige var fordi, at Tillman/Father John Misty var en så eminent historiefortæller og excellent sangskriver, som ved ’at gemme sig’ bag en persona paradoksalt nok kommer tættere på end de fleste.

Raffineret, begavet og fuldstændig uimodståeligt medrivende. Og ’Holy Shit’ er allerede et godt bud på årets bedste sang (og tekst).

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Leonard Cohen: 'Thanks for the Dance' (Columbia-album/Ude 22. november)
2.Martin Lind: 'Metanoia' (Hathor-album/Ude 22. november)
3.The Flaming Lips: 'The Soft Bulletin - Live at Red Rocks' (Bella Union-album/Ude 29. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Lucy Dacus: '2019' (Matador-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Vetiver: 'Up on High' (Loose-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere