Nirvana skraber bunden

Klassikeren ’Nevermind’ relanceres i jubilæumsudgave med tvivlsomt ekstramateriale

Nirvana - på Reading Festival en måned før 'Nevermind' udkom. (Foto: Ed Sirrs/Polfoto)
Nirvana - på Reading Festival en måned før 'Nevermind' udkom. (Foto: Ed Sirrs/Polfoto)

Nirvana: 'Nevermind - Deluxe Edition' (Geffen/Universal)

I lørdags var det nøjagtigt 20 år siden, at Nirvanas andet album, ’Nevermind’, ændrede musikverdenen som en slags 1990’ernes ’Never Mind The Bollocks Here’s The Sex Pistols' og blæste dørene op for en strøm af såkaldt ’alternativ’ musik med en ualmindeligt fængende kombination af pop og punk og harmoni og hærgen.

I dag genudsendes hovedværket så i blandt andet en 'Deluxe Edition', der udover milepælens 12 stadig stedsegrønne sange består af 27 skæringer fordelt på to cd'er.

MULENDE MONSTERROCK

Bonusmaterialet indeholder 13 spor, der hidtil ikke har været udgivet, men de er fortrinsvis fra sessions, der var repræsenteret på boksen 'With the Lights Out', og uundgåeligt sidder man tilbage med en følelse af, at bunden af gruppens skatkammer for længst er støvsuget.

Rundsav i bistade
Derfor er det nu alligevel ganske vedkommende at være med i Nirvanas øvelokale i form af en stribe demooptagelser af klassiske numre, mens ret vage indspilninger fra foråret 1990 afslører, at sangenes arrangementer var på plads mere end et år før, trioen gik i studiet med produceren Butch Vig i Californien og skrev musikhistorie.

Singlernes B-sider er også inkluderet, og her imponerer navnlig en tænderskærende liveversion af 'School' fra Seattle i oktober 1991. Måneden efter var Nirvana i London for at indspille for BBC, og uden cello pumpes balladen 'Something In the Way' op til en brølende slagsang, der afslutter 'Nevermind - Deluxe Edition' fornemt.

Men det er naturligvis selve 'Nevermind', man vil vende tilbage til igen og igen og igen, og den lyder fortsat suverænt indbydende som kandiseret pigtråd eller en rundsav gennem et bistade.

Forbløder af smerte
Kurt Cobains inspiration fra Pixies' dynamiske vekselvirkning mellem støj og stilhed danner fundamentet for den unge mands blændende sangskrivning, der er hovedårsagen til, at 'Nevermind' er så uopslidelig.

Samtlige sange fungerer simpelthen fremragende, og fræsende 'Breed' og 'Territorial Pissings' stritter uimodståeligt på en plade, som er i balance til trods for, at det ikoniske åbningsnummer 'Smells Like Teen Spirit' skyder albummet så effektfuldt i gang, at man kunne frygte, resten af skiven aldrig ville rejse sig efter supersinglens indledende eksplosion.

KOMMENDE ALBUM

Det slående ved genhøret med 'Nevermind' er desuden, hvor usædvanlig og egensindig inderlig en sanger Cobain er. At han først tog livet af sig selv i foråret 1994 virker nærmest utroligt, for pladen er ved at forbløde af smerte samtidig med, at den bugner af livsbekræftende ungdommelighed og nybrud.

Intet rockalbum har haft samme indflydelse siden, og forsvindende få har faktisk været ligeså medrivende.