Elton Johns grotesk lange afskedsturné vil tilsyneladende ingen ende tage, men efter at have hørt hans nye duetalbum er det lige før, man håber, at han holder op med at gå i studiet inden for en overskuelig fremtid.
Som titlen jo antyder, består ’The Lockdown Sessions’ af indspilninger lavet under nedlukningen.
Flere af kollektionens 16 stjernebesatte numre har allerede været ude længe, mens andre først slippes nu. Langt størstedelen burde dog være blevet lukket inde.
Legenden samarbejder med en broget skare af kolleger, der generelt klæder ham som en ansigtsløftning begået af en svært beruset kvaksalver.
Tom cowboyhat
Sir Elton og Nicki Minaj er et spektakulært kikset makkerpar, mens også upåagtede Jimmie Allen fremstår fuldkommen fejlcastet i skikkelse af countrypopsanger iført rungende tom cowboyhat.
I dårligt selskab med Years & Years lemlæster John ellers mageløse ’It’s a Sin’ i så syndig en grad, at Pet Shop Boys burde søge om erstatning for ærekrænkelse.
Veteranens egne sange virker skitseprægede og standardiserede i smagløse produktioner, men der er undtagelsesvis et vist format over gospelpoppen på ’Finish Line’, hvor Stevie Wonder medvirker.
Metallicas ’Nothing Else Matters’ ligger godt til Miley Cyrus, mens Stevie Nicks lyder, som om hun ligger under noget tungt på ’Stolen Car’.
Efter et fald er Elton tilsyneladende blevet hofteopereret, hvilket har udsat den efterhånden tragikomiske farvelturné, og mens han var på hospitalet, fik han forhåbentlig lige suget det værste ørevoks ud også.
’The Lockdown Sessions’ tyder på, at han var helt tilstoppet.