Man kan vænne sig til de mærkeligste ting. Og få nok af dem. Tilsyneladende også at 45.000 piger skriger hæmningsløst af en.
I Parken i juni lignede One Direction nogen, der var godt trætte af at blive hvinet til, og deres fjerde album mere end antyder også, at hvis boyband-butikken nogensinde har været åben af lyst, så er den det i hvert fald ikke længere.
One Directions charmeforladte BR-pop lyder lukningstruet på ’Four’, der er nogenlunde ligeså kreativt skruet sammen som titlen.
Der var faktisk udvikling at spore på sidste års overraskende treer, ’Midnight Memories’, hvor den umådeligt populære kvintet fra London legede med rockspader og folkemusik, men drengenes nye produkt er ’business as usual’.
Ørehængere med megaomkvæd
Åbningsnumrene ’Steal My Girl’, ’Ready to Run’ og 'Where Do Broken Hearts Go’ er typiske ørehængere med megaomkvæd, og selv om de fungerer efter hensigten, så er hensigten ikke just beundringsværdig.
Det er sterilt samlebåndarbejde fra hitfabrikken og burde komme i dåseform med en udløbsdato, der er identisk med udgivelsesdagen 17. november.
Børnelokkerne virker som poprobotter, der er bevidstløst programmeret, men undtagelsesvis fornemmer man såmænd, at der er mennesker involveret på indbydende ’Fireproof’.
Generelt fremstår One Direction dog som et succesfænomen, der allerede har toppet, og nu er der vist kun en retning tilbage. Det er nedad, hvis nogen skulle være i tvivl.
