Tiden går, men Rammstein går ingen vegne.
Det er den knap så opsigtsvækkende morale på satirikernes ottende album, ’Zeit’, der ikke desto mindre er værd at bruge 44 minutter på.
Rammsteins monumentale sound er unik, hvilket gør det noget nemmere at tilgive, at kæmpebandet atter lyder umiskendeligt som sig selv.
Dele af ’Zeit’ emmer af en afdæmpet, eftertænksom og reflekterende tone, men veteranerne er ikke mere modne, end at de stadig kan finde på at udsende en bastant gyngende omgang slapstick med titlen ’Dicke Titten’. Det betyder ’store patter’.
Troppefører Till Lindemann fylder 60 næste år, og pladens titelnummer er en vemodig svingom med livets timeglas. Man kan næsten fornemme sandet løbe ud mellem fingrene på frontmanden.
Øredøvende bravur
Der er dog stadig liv i Rammstein. Sekstetten fra Berlin tager grundigt pis på silikonekulturen med grovkornede ’Zick Zack’, mens ’Armee der Tristen’ er en opsang til segmentet, der bærer bedrøvelsen som en moderigtig badge.
Gruppens afsporede hang til perversion er en evig blotter i buskadset, når germanerne sætter strøm til deres vanvid, og foruroligende ’Meine Tränen’ er albummets klare eksponent for d’herrers sygelige tendenser.
Rammsteins ildspruttende rockmaskine er på klædeligt vågeblus under en del ballader, men der blæses til angreb tilsat vanlig øredøvende bravur og guitarblokke med tyngde som tanks, når ’Giftig’ og ’OK’ tromler ud af højttalerne.
Stort anlagte ’Adieu’ runder af med et riff, der citerer Marc Bolan, og vi har i det hele taget hørt langt det meste før.
Rammstein er Rammstein. Det ændrer hverken tiden eller ’Zeit’ på.
.jpg)
