PJ Harvey har aldrig ligget under for trends og strømninger i en idiosynkratisk karriere, og den tendens fortsætter ufortrødent på hendes niende album, ’The Hope Six Demolition Project’.
I forlængelse af den fremragende forgænger, ’Let England Shake’ fra 2011, er Harvey igen ude i et kritisk, politisk ærende, og hun kan nærmest opfattes som en moderne protestsanger på uforsonlige numre, der er inspireret af rejser til Kosovo, Afghanistan og Washingtons ghetto.
Ingen vil kort sagt forveksle hende med Medina. Og easy listening er det ikke.
’The Hope Six Demolition Project’ er fortumlet, hektisk og rastløs og føles nærmest som en musikalsk dokumentar, hvor Harvey indtager hovedrollen i skikkelse af korrespondent med flakkende kameraføring.
For lidt fyrværkeri
’The Community of Hope’, ’A Line in the Sand’ og ’The Orange Monkey’ er glimrende sange, men generelt savner man de stærke hooks og melodier, der gjorde ’Let England Shake’ til et hovedværk for Harvey.
Opfølgeren fremstår for fragmenteret til at få afgørende effekt, og trods tilløb til medrivende brug af saxofon og kor, så er der for lidt fyrværkeri på kapacitetens ofte foruroligende slagmark.
Diva vender Billie Holiday i graven
Pladens flygtige og henkastede præg er tilsyneladende motiveret af ønsket om at fremmane en rå æstetik, men det skrabede lydbillede virker som en underlig letkøbt udvej, der elementært ikke gavner missionen.
Særegent og kompromisløst. Men også med en del løse ender.
