I 2007 udgav Merle Haggard, Willie Nelson og Ray Price et pragtfuldt album med titlen ’Last of the Breed’, og siden har både førstnævnte og sidstnævnte stillet cowboystøvlerne.
Der er ikke mange af de gode gamle countrylegender tilbage længere, men i en alder af 76 rumsterer Terry Allen endnu. Heldigvis.
Den litterære texaners nye album, ’Just Like Moby Dick’, knirker med en gammel knarks uforlignelige visdom.
Allen har heltestatus i countryverdenen på baggrund af sine vildt udsvævende kultklassikere, ’Juarez’ og ’Lubbock (On Everything)’, der er milepæle i 70’ernes outlawgenre, men ’Just Like Moby Dick’ er mere traditionelt skruet sammen. Sådan da.
Cowboyen skyder stadig med spredehagl, og gennem tre vedkommende kvarter har han både krig, Houdini, vampyrer og byens sidste stripper på sigtekornet. Han rammer plet hver gang.
Bob Dylans mangeårige guitarist Charlie Sexton har produceret på udsøgt vis i et varmt lydbillede, hvor musikken får lov til at ånde organisk, og The Panhandle Mystery Band swinger og svajer, så det er en fryd med betagende Shannon McNally i en stor birolle.
Et overskudsagtigt og rigt vibrerende udspil fra en oldtimer, der sætter sin cowboyhat som han vil. Og en af den slags skiver de ikke laver længere.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.