Springet fra dreng til mand kræver sin mand. Specielt når man er blevet hvinet til af flere millioner poptøser som superstjerne i et infantilt boyband.

Harry Styles har haft massiv kommerciel succes, efter One Direction kollapsede, men hans tredje soloalbum, ’Harry’s House’, lyder desværre som boybandmusik med et enkelt medlem, der er blevet ti år ældre uden at blive ti år klogere.

Pladens glinsende singleforløber, ’As It Was’, er et kæmpehit, selvom det egentlig ikke forløser sangens potentiale, og sådan føles store dele af ’Harry’s House’, som på godt og ondt aldrig anstrenger sig for at overbevise lytteren.

Den 28-årige englænder svajer nonchalant gennem et afslappet popmateriale, der er kompetent udført, men også for generisk og kunstigt til, at man kommer under hverken huden eller modetøjet, når han blotter sig i kærlighedssangene.

Harry Styles lever op til sit efternavn ved at være et stilikon. Musikalsk klædes han mindre opsigtsvækkende på af hitmagerne Kid Harpoon og Tyler Johnson, og numre som ’Daydreaming’ og ’Keep Driving’ kunne de lige så godt have kastet efter Mads Langer eller Christopher.

’Little Freak’ er imidlertid en skøn småpsykedelisk ballade, der minder om Bon Iver, mens Harry Styles danser charmerende ind i sommeren til døsige discotoner på ’Cinema’.

Han synger om piller og kokain, men det er ingen som bekendt blevet mere voksne af, og hans popularitet er vist først og fremmest et resultat af, at hans sange trods alt er mere attraktive end dem, der er kommet fra Niall Horan, Liam Payne, Louis Tomlinson og Zayn Malik.    

Harry Styles er den nye Robbie Williams og Justin Timberlake. Hans succes er overraskende langtidsholdbar, men det er hans popsange ikke.