Popstjerne blotter sig

Inspireret Damon Albarn smider masken på intim og afdæmpet solodebut

Damon Albarn har haft succes med ikke mindst Blur og Gorillaz. (Foto: AP/Jack Plunkett)
Damon Albarn har haft succes med ikke mindst Blur og Gorillaz. (Foto: AP/Jack Plunkett)

Damon Albarn: 'Everyday Robots' (Parlophone/Warner) Udkommer mandag 28. april. Spiller på Roskilde Festival fredag 4. juli

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

For nyligt proklamerede Damon Albarn, at heroin havde øget hans kreativitet tidligere i karrieren, men han kan tilsyneladende også få inspirationen til at gløde uden hårde stoffer.

Det lyder snarere som om, at englænderens første soloalbum, ‘Everyday Robots’, er indspillet i tætte hashtåger i en skummel jordhule, men den stenede stemning breder sig som en mildt euforiserende tåge.

Se også: Damon Albarn: Heroin gjorde mig fri

Efter ofte at have gemt sig bag ironi i Blur og tegneseriefigurerne i Gorillaz smider Albarn masken på anderledes personlige ’Everyday Robots’, og det 46-årige multitalent mediterer lavmælt over blandt andet storbymenneskets ensomhed og afmagt i en tom teknologiverden.

Resultatet er slet ikke så kedeligt, som man måske skulle tro, for pladens små skrabede arrangementer er indtagende, og numrene slæber sig underspillet af sted med et overskud af diskret fortryllende melodier.

Se også: Blur-frontmand til Roskilde Festival

Albarn er bestemt ingen stor sanger, og ’Everyday Robots’ er intet gigantisk statement, men melankolien er rig på intimitet, som man dog sagtens kan frygte vil fordufte, når sangene til sommer svæver ud over kanten på Roskilde Festivals enorme hovedscene.

I hovedtelefonerne er de dog et skønt lille trip.

1 af 2 Coveret til Damon Albarns nye 'Everyday Robots', hvor blandt andre Brian Eno medvirker.
2 af 2 Damon Albarn har haft succes med ikke mindst Blur og Gorillaz. (Foto: AP/Jack Plunkett)
0 kommentarer
Vis kommentarer