Sam Smiths debutalbum, ’In the Lonely Hour’, var et af klodens bedst sælgende album i 2014. Og 2015.
Opfølgeren, ’The Thrill of It All’, gik knap så godt, og treeren, ’Love Goes’, gik slet ikke.
Men floppet viser sig nu at være en fordel for Sam Smith, som er blevet tvunget til at genopfinde sin dydige popsoul, og det gør englænderen på forbavsende vellykket vis med karrierens fjerde album, ’Gloria’.
Det er lyden af en 30-årig sanger, der slipper sig selv løs, som da Britney Spears smed skoleuniformen og hæmningerne på ’I’m a Slave 4 U’.
Skifter kulisse
’Gloria’ er Sam Smith uden glorien, og hitmageren er anderledes æggende, når åbningsnumrene ’Love Me More’ og ’No God’ imponerer med knitrende R&B og døsige grooves.
Nærmest uundgåeligt punkterer pladen, i samme sekund som Ed Sheeran melder sin ankomst på barnagtige ’Who We Love’, hvor voksenunderholdningen skifter kulisse og pludselig minder om noget fra ’The Lion King’.
’Gloria’ er afvekslende i en grad, så variationen ofte resulterer i roderi, og den umådeligt populære singleforløber ’Unholy’ med Kim Petras er eksempelvis et ukristeligt malplaceret parringsritual mellem operette og gospel.
Afropoppen på vibrerende ’Gimme’, der gæstes af Koffee og Jessie Reyez, klæder verdensstjernen langt bedre, mens diskofile ’Lose You’ og ’I’m Not Here to Make Friends’ funkler på en pulserende bund af ubesværet effektivitet.
Sam Smith synger mere organisk og komfortabelt end nogensinde før, og hitmageren har fået noget overraskende suggestivt og sofistikeret ud af en fiasko.
Forhåbentlig bliver det en storsællert.
