Man kan nu ikke beskylde Thom Yorke for bare bevidstløst at gentage sig selv, som så mange andre rockstjerner med hans status stiller sig tilfreds med. Ja, det er blandt andet dig, vi hentyder til, Noel Gallagher.
Med afsæt i Radioheads klassiker 'OK Computer' har Yorke stædigt forsøgt at sprænge populærmusikkens rammer, og gruppens frontmand fortsætter ufortrødent sin eventyrlystne odyssé ind i det ukendte på debutpladen 'Amok' fra hans nye elektroniske sideprojekt Atoms For Peace.
Se også: Lys i gråzonen fra RadioheadAlbummet lyder, som hvis Radiohead blev sprængt til atomer, og skiven virker glimrende i egenskab af en velfunderet overbygning på Yorkes syv år gamle soloudspil 'The Eraser', der da også indeholdt et nummer med titlen 'Atoms for Peace'.
Flirter med afrobeat
Sangere er baseret på minimalistiske beats, men med hjælp fra bandets andre medlemmer, der tæller kapaciteter som Red Hot Chili Peppers' bassist Flea og Radioheads faste producer Nigel Godrich, formår Atoms For Peace at tilføre musikken en tiltalende organisk kvalitet, der gør materialet levende.
'Amok' er indspillet i løbet af en relativt kort jamsession, og sangskrivningen er ikke helt udviklet nok til at forhindre, der er tendenser til tomgang undervejs, men navnlig når Atoms For Peace af og til flirter med afrobeat, fremstår ensemblet som et inspireret bekendtskab med en nysgerrighed, der smitter.
Det er kort sagt næppe noget for Noel Gallagher.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.