Chrissie Hynde kalder The Pretenders’ nye album ’Alone’, men hun er bestemt ikke alene.
Den 65-årige veteran har allieret sig med superproducer og multiinstrumentalist Dan Auerbach fra The Black Keys. De er begge fra Akron, Ohio, og de er begge begejstrede for fortumlet rock’n’roll.
Det er der kommet en herlig, nærværende og beundringsværdig plade ud af.
Rock'n'rolls beskidte arbejdsmand
Uden ligefrem at være et hovedværk lever ikke synderligt velskrevne ’Alone’ højt på Hyndes rå attitude og Auerbachs forbilledlige flair for at skabe en flosset og funky sound, der klæder den aldrende rockbitch som stiletter og hullede jeans.
69 år, halt og stadig den vildeste
Sårbarhed og fuckfingre går hånd i hånd hos Hynde, som lægger flabet ud i form af titelnummerets svajende cadeau til The Rolling Stones anno 1973 samt ’Gotta Wait’, der snarere er The Stooges anno 1970.
Sangerindens romantiske side bløder på balladen ’Let’s Get Lost’, og med Auerbach som livsvigtig donor er ’Alone’ et alt andet end blodfattigt album, hvor Hynde genopfrisker sine gammelkendte kvaliteter tilsat heftigt dunkende hjerterytme.
En meget menneskelig skive, der ikke vil få nogen til at føle sig alene.